For et stykke tid siden havde jeg møde med en behagelig mand - lad os kalde ham Klaus. Hans kone var flyttet for nylig, og de var ved at finde ud af, hvordan tingene skulle foregå omkring børnene. Jeg var - i mit stille sind, og af så mange grunde - glad for, det ikke var mig, der var i deres sko.
På den anden side så var det mig. For det er jo det, vi / I /jeg gør hele tiden med vores børns anden forælder: finder ud af, "hvordan tingene skal foregå omkring børnene." Børn udvikler sig i en uendelighed og hele tiden. Det gør vi voksne også omend i et andet tempo. Men vi udvikler os faktisk, får nye input, ideer og idealer. Og al den udvikling og til tider afvikling kræver en konstant forhandling og udveksling med vores x'er af de holdninger, observationer og ideer, vi har i forhold til de fælles børn. Så på den måde kan et liv med en X til tider minde skræmmende meget om et ægteskab!
Men, tilbage til Klaus. På et tidspunkt, da han fortæller om, hvad han og hans x-kone har drøftet i forbindelse med børnene, siger han med megen pondus: "Vi er jo nødt til at være enige om nogle grundlæggende regler." Og jeg forstår godt, hvad han mener, for det ville være nemt, hvis man kunne lave et regelsæt, man var enige om i de to hjem. Men pga. af al den føromtalte udvikling fra alle involverede parter og den fysiske afstand imellem dem tænker jeg, det er næsten umuligt og måske heller ikke ønskværdigt at lave et grundlæggende regelsæt.
For hvis man er enig om basale ting, behøver man ikke lave regler, man ville bare følge sin sunde fornuft. Og hvis man lavede regler og ikke fulgte dem, ville det ingen konsekvens få. Men Klaus' bemærkning peger selvfølgelig på det grundlæggende spørgsmål, jeg tror mange af os går og tumler med: "hvor enig skal man egentlig være omkring børnene?" Og hvad gør man, hvis man virkelig ikke er enige? Hvad gør I?