Jeg er mor til to dejlige børn. Allerede her danner der sig et billede på nethinden, og strygerkvartetten kan stille høreres i baggrunden. Et billede af en glad lille kernefamilie, jeg som moren der har styr på familiens dagligdag, samtidig med, at jeg passer mit fuldstændige uundværlige job. Jeg handler ind, gør rent, laver mad, husker alle fødselsdage i familien, er pæn og tjekket når manden kommer hjem, og aftensmaden står på bordet, begge børn sidder nyfriseret ved middagsbordet. Et rigtigt glansbillede som taget ud af en ægte tysk reklame for chokolade. Det er dog langtfra sådan, at hverdagen er i en almindelig kernefamilie, men forestillingen om det perfekte, har vi jo alle.
Jeg må lige bryde ind og tilføje to nye ord. – Jeg er mor til to dejlige børn og fraskilt. UPS! Her røg strygerkvartetten så lige i svinget.
Et andet billede danner sig nu. Jeg og mine små poder er nu placeret i en helt anden kategori. Jeg er nu moren, der altid kommer lidt for sent hjemmefra, mine børn går i arvet tøj (temmelig slidt), de glemmer deres idrætstøj, jeg selv ser også lidt sjusket ud, huset roder. Det er ikke altid, at jeg når møderne på børnenes skole, mine børn er de irriterende, dem som både kammerater og lærere er trætte af. Vi kan godt uden problemer, se det billede for os.
Okay, okay, jeg generaliserer, jeg har lige antydet at de børn, der kun bor sammen med deres mor per definition har det svært. Men er det egentlig ikke sådan mange tænker måske ikke så grelt, som jeg har skitseret det, men jeg kender da godt den rynke lige midt i panden, som de fleste mennesker får, når jeg fortæller at mine børn ikke bor sammen med både mig og deres far. Samtidig med rynken får de også sagt en masse ting om, hvor hårdt det må være at være alene med dem, og at det også må være svært for børnene at være skilsmissebørn.
Hovsa her har vi så et nyt ord, der med et har placeret vores børn i en bestemt kategori. Den kategori der legaliserer, at det toårige barn smider sig på gulvet i Brugsen, fordi hun ikke må få en pakke lyserødt tyggegummi. Alle forældre har prøvet den situation, hvor barnet pludselig vil markere sig. Men i de situationer hvor barnet er et skilsmissebarn, er det ikke længere en selvstændighedsøvelse, men en måde at vise omverdenen, at det har det svært, fordi det er et skilsmissebarn - vil nogle hævde.
Vi voksne, hvad enten det er moren eller faren der bor sammen med barnet, har også fået et navn – nemlig alenemødre/alenefædre. Det må vi da ændre, for vi er da ikke alene, vi lever godt nok ikke sammen med den anden forældre, men vi er da ikke alene. Ja, vi kan da godt sige, at vi er alene voksne, men vi har jo børnene, så alene i ordets egentlige forstand, er vi da ikke. Her er det så, jeg mangler en titel på hvem eller hvad, jeg og mine børn er. Jeg synes de ord, der er dagligdags ord, alenemor og skilsmissebarn skal slettes fra retskrivningsordbogen og erstattes af mere positivklingende ord. Men hvilke? Det er svært at finde gode ord. For alle jeg selv inklusiv, forbinder jo ikke en skilsmisse med noget positivt og dermed vælger vi vel også automatisk ord der ikke er positive.
Kernefamilie er et positivklingende ord – giv os et lige så positivklingende ord for det at være en kernefamilie, der har delt sig!!