Selvfølgelig har det en betydning om skilsmissen er planlagt fra de voksnes side eller ej. Det har det eller får det, både for forældrene og for børnene. Men ingen skilsmisser er ens, og det kan være utrolig svært at manøvrere i eksperternes råd om, hvad der er bedst for ungerne, samtidig med at følelserne koger, og det praktiske er kaos.
Min egen skilsmisse var overordentlig uventet for mit vedkommende. Min daværende mand fandt en anden. Vi boede på den anden side af kloden. Jeg arbejdede så meget, at jeg først opdagede utroskaben, da det var for sent. Intet kunne reddes, og jeg rejste hjem med to små børn og tre kufferter. Uden et sted at bo, uden institutioner eller skole til ungerne, uden et arbejde. Så der var kun en vej: Frem og ud af katastrofen.
Og mit fokus blev børnene. Skåret helt ind til benet kan man sige, at en advokat ordnede bodeling, en revisor mine penge (som ikke var mange), en psykolog mit sønderrevne sind og min familie og venner samlede mig op, hver gang jeg faldt sammen. Og det var tit.
Jeg brugte nætterne på nettet for at finde råd til, hvordan man bør håndtere børnene, når far og mor går fra hinanden.
Problemet er at det tager tid at nå til at kunne tage sig af et familiebrud, når skilsmissen ikke er planlagt. De færreste børn kommer eller ægteskaber indgås overnight. Så at planlægge skilsmissen i faser, hvis det er muligt, og så holde fokus på ungerne, er det eneste fornuftige. Men når der er voksne følelser på spil, som børnene bare ikke skal være del af, kan fornuften være en saga blot. Samtidig er det kun forældrene, der kan sørge for, at det ikke sker. Og det er rigtig svært. Altså når man ikke deler tilværelse mere. Det er en øvelse af karat. Pludselig er man ikke enig om de mest banale, lavpraktiske ting.
Børnene derimod bliver skilsmissebørn og får en deletilværelse for livet. Et pendlerliv som ingen voksen kan klare i det lange løb. Vi skal hjælpe dem hele tiden, lytte til dem, tale med dem om det, der er svært, sætte ord på følelserne og skabe et rum for dem, hvor de kan sige alt - også at mor er en lort, og at de hellere vil bo hos far og hans kæreste, vise dem at det er ok at have netop de følelser. Vi skal lade dem være medbestemmende, uden at de får det egentlige ansvar. Dét skal far og mor tage - sammen eller hver for sig.
Katinka Hyllested, stifter og chefredaktør på www.skilsmissen.net