Forum

Eva Maria (admin.) (Kvinde, 45) siger: Vi har haft mange ordninger - lige nu er den 13 dage et sted og 9dage det andet sted. Børnene er 9 og 7 og hver gang vi har skiftedage, får vi kun et barn, så vi altid er alene med et af børnene i starten eller slut. af perioden. Vi har ikke fastsat nogen ordning via statsamtet.

Mangsosteens (Kvinde, 45) siger: Vi har en 9-5-ordning. Hvor de bor mest hos mig.

Pete (Mand, 41) siger: Jeg er week-end-far

Delemor siger: Min mand og jeg har begge børn fra tidl. og vi har alle sammen hver 2. uge. Det fungerer rigtig godt!
Børnene er 6,7 og 15 år

lars siger: 9 dage her og 5 hos far, det er fastsat ved statsamtet.

lars siger: Vi deler 50/50, dvs. en uge ad gange, og skiftedag er mandag. Denne ordning er ret ny, da vi blev skilt i sommers. Vi har to piger. Den store er træt af at flytte hele tiden, og forsøger at overtale mig til at komme hjem til far igen. Og jeg ved de spørger meget efter mig i de uger, hvor deres far har dem.

Min store bekymring er, at tøserne på hhv. 3 og 6 kommer til at mangle deres mor for meget - de er jo ikke så gamle, og den lille er kun lige blevet 3. Men jeg er helt sikker på, at min eks vil betragte ethvert tiltag til at ændre på fordelingen som en krænkelse og et personligt angreb. Han er stadig vred og bitter på mig, da det var mig der ville skilles, og jeg tror ikke, han kan se forbi sin konflikt med mig og fokusere på, hvad der er bedst for børnene.

OBS. Vi har selv aftalt fordelingen, så Statsamtet har ikke været inde over i denne sammenhæng.

Er der nogen, der kan byde ind med erfaringer, råd og vejlednign netop i denne forbindelse?

Delemor siger: Hej Bjarney70
Min mand og jeg har begge børn fra tidl. forhold og vi har haft 50/50 deleordning med alle ungerne siden de mindste var knap 2 og 3 år, med byttedag mandag.

Det har altid fungeret godt. Selvfølgelig har man bekymringer engang imellem og jeg ved da også at de savner os når de ikke er der. Men jeg er sikker på, at sådan er det også den anden vej.

Fordelen ved at de var så små, tror jeg, er at de ikke rigtig kan huske hvordan det ellers har været og de vænnede sig meget hurtigt til ordningen.
Den store var knap 10 år dengang, og det har aldrig været noget problem i forhold til ham heller. Men jeg tror heller ikke han synes livet var så sjovt, da hans forældre boede sammen.

Jeg tror det vigtigste er, at barnet føler hans/huns liv har en sammenhæng og at de ikke skal leve fuldstændigt isoleret den uge de er hos den anden forældre. Det kan selvfølgelig være svært, hvis de voksne ikke kan kommunikere. Men det er vigtigt.

Nogle børn har mere behov for kontakt end andre. Fx behøver min søn ikke at tale med sin far i den uge han er hos mig, eller omvendt. Hvorimod min mands ene søn næsten dagligt taler med sin mor og den anden nærmest aldrig.
Sådan er man jo så forskellig :)

Det er ikke altid nemt at være skilt, der er næsten større behov for at være gode venner når man er skilt, end når man bor sammen :) Og det kan jo godt være lidt vanskeligt for nogen.

Jeg kan godt forstå din frustration, men jeg kan også godt forstå din ex-mands frustration. For det er jo svært at opgive sine børn. Både som far og som mor. Jeg tror det du får mest samarbejdsvilje ud af, er hvis du selv er samarbejdsvillig. Og hvis du accepterer at han har det på samme måde som dig, i forhold til Jeres børn.
Måske han ville synes de kom til at mangle deres far for meget hvis I lavede ordningen om...?
Og måske er det ikke bedst for børnene at se deres mor mest??!!
Du ville sikkert heller ikke bryde dig om, hvis han sagde at de havde bedst ud af at se deres far mest?

Håber du forstår hvad jeg mener:)

Held og lykke. Jeg håber I alle får det bedste ud af situationen, for alle parter.

De bedste hilsner

Bjarney70 (Kvinde, 41) siger: Selvfølgelig vil min eks synes, at de mangler deres far for meget, hvis vi laver fordelingen om. Og det kan jeg sagtens forstå.

Men humlen i dette her er også at tilgodese UNGERNE, og hvis det virker som om de har det bedst hos deres far, og helst vil være der, så vil jeg være åben overfor at omfordelingen blev til hans fordel. Nu er det bare sådan at de - og især den lille -. spørger en hel del efter mig i far-ugen og brokker sig over at jeg ikke kommer og henter i børnehaven, hvorimod de stort set ikke nævner deres far i mor-ugen. Den store har desuden sagt, at hun ikke gider bo to steder, og at hun helst vil bo hos mig!

Jeg er slet ikke ude i at lukke farmand ude og rage til mig. Jeg vil bare gerne lytte til deres behov. De er jo blevet "ofre" f or en voksenbeslutning, og jeg vil gerne minimere generne ved den mest muligt. Problemet ved dette er jo så, at der er en far, hvis interesser kommer i klemme, da han jo nødigt vil undvære sine unger. Og det har jeg fuld forståelse for - det handler ikke om at jeg vil tage dem fra ham.... overhoveder ikke! Det er heller ikke nogen hævnaktion eller noget forsøg på at genere ham - som en udløber af den konflikt som skilsmissen er. Og jeg kan godt se, at det er let for mig at sidde og sige alle de her ting, for jeg har umiddelbart fat i den lange ende, når ungerne spørger så meget efter mig,

Det er netop også derfor, at jeg bringer emnet på bane i dette forum, så jeg kan få lidt input fra andre i lignende situationer.

Delemor siger: Hej Bjarney70
Jeg kan sagtens forstå din frustration.
Jeg synes også nogle gange det er svært at vide hvad der egentlig er bedst for børnene. Det er virkeligt svært.
For man skal også passe på med, at børnene ikke får intryk af, at deres far eller mor ikke har lyst til at ha dem. De må jo ikke føle sig svigtet.
Vi har tit talt om herhjemme, også med vores ex'er, at vores børn ikke er store nok til at tage disse beslutninger, og at vi ikke har lyst til at sætte dem i den situation. Det vigtigste for os er, at vi mener de er trygge.. :) Hvis du forstår:)
Vi mener at vores børn er mest lykkelige og glade, når deres forældre er lykkelige og glade (som udgangspunkt).

Min mands store søn, spurgte mig engang, da han var 13 år, om hvorfor det kunne være, at der var nogen der kun så deres far hver 2. weekend. (Han havde en kammerat der boede i sådan en deleordning).
Jeg forklarede så godt som jeg kunne, og han sagde at han ihvertfald var glad for, at han så sin mor og far lige meget. Det var rigtig dejligt at høre. For man er jo altid spændt på hvad de fortæller om ordningen, når de bliver store.

Jeg kan godt forstå du synes det er svært, når din datter siger hun helst vil bo hos dig. Det kan være du skal snakke med din ex om at lave en prøve periode, hvor hun bor mere hos dig end hos ham. Og så se om det fungerer bedre??
Min søn synes det ville være hyggeligt, hvis vi alle sammen boede sammen. Mig, hans papfar, hans far, hans papmor og alle hans søskende :)

Håber I finder en løsning der passer til Jer og Jeres piger. Så I alle kan være glade
Mvh

Bjarney70 (Kvinde, 41) siger: Enig. De voksne skal træffe beslutningerne, for børnene kan ikke påtage sig det ansvar. De voksne kan imidlertid godt lytte til børnene, inden de beslutter sig. Jeg tror også at børnenes trivsel i høj grad er betinget af, at de voksne er lykkelige og glade. Men lige i vores situation er farmand overhovedet ikke lykkelig og glad, for han blev forladt af mig - til fordel for en anden mand... og efter lang tids trist ægteskab. Måske det er dét de kan mærke, og derfor vil de hellere være hos, mig, som ER glad for mit nye liv.

(- De har ikke mødt den nye endnu, og ved ikke noget om ham, så han er ikke støj på linien i den sammenhæng. Men nu er der gået 3-4 måneder siden jeg flyttede for mig selv, og inden jul skal de møde ham...)

Denne vinkel på skilsmissen gør imidlertid at min eks ikke vil være særlig imødekommende overfor mig eller nogen som helst tiltag ifht. at ændre på børne-fordelingen. Han er såret, vred og usamarbejdsvillig, og jeg tror også han har svært ved at se ud over sine egne følelser lige nu. Det forstår jeg faktisk også godt. Det er bare ikke særligt hensigtsmæssigt. Og han bruger enhver utilfredshed fra ungerne imod mig, for det er MIN skyld at vi har delebørn i det hele taget.

Nogen nem situation er det ikke, men jeg håber, at vi når frem til en løsning, som tilgodeser alle - og ungerne først og fremmest.