Forum

Bjarney70 (Kvinde, 41) siger: Nu er det efterhånden 4 måneder siden jeg flyttede ud af det fælles hjem og ind i egen lejlighed - og lige så længe har vi delt pigerne 50/50. Indtil nu har det fungeret ok, og ingen har været voldsomt kede af det, men nu begynder reaktionerne - både mine og ungernes - at dukke op. Sorgprocessen er i fuld gang. Ugen uden børn er lang, jeg savner dem virkelig meget og de savner også mig. De snakker sjældent om deres far, mens de er hos mig, men jeg håber da, at der også er en slags savn den anden vej i "mine" uger. Lige nu er det svært at se frem i tiden og skulle undvære ungerne så meget. Og det er hårdt at se deres sorg over at mor ikke kommer med "hjem" eller ikke henter i dag.... skiftedagen er virkelig hård, og jeg er grådlabil hele dagen og hele aftenen efter.... - det var jo kun manden jeg ville af med, IKKE mine unger!! Nu bliver jeg indhentet af virkeligheden....

Trøst og input ønskes...

Tttt (Kvinde, 43) siger: Mht. trøst så er min erfaring at det gør meget mindre ondt når der er gået tid, men det tager en del tid.

Jeg blev skilt fra min mand for små 2 år siden, og det var mig der bestemte at vi skulle skilles.
Jeg kan tydeligt huske den voldsomme smerte og det store savn det første års tid efter. Om aftenen på skiftedagen havde jeg i lang tid lyst til bare at lægge mig i min seng for mig selv og græde.
Hvis jeg så børnene i løbet af den uge hvor de var hos deres far, gjorde det faktisk nærmere mere ondt end hvis jeg ikke havde set dem. Jeg tror der var nogle følelser jeg i første omgang bare pakkede væk når det var skiftedag, og de blev jo så hevet op og luftet igen, når jeg så børnene lidt uden for nummer.
Den første jul kom jeg faktisk aldrig rigtig i julestemning, for hvad skulle det nytte når jeg alligevel ikke kunne være en rigtig mor fordi jeg kun var der halvdelen af tiden.

Efter et år oplevede jeg for første gang at se en lykkelig familie på gaden, uden at blive ked af det og tænke "der går en lykkelig familie, og sådan en har jeg ikke længere".

Jeg var rigtig bange for at det nære forhold jeg havde til mine børn skulle blive overfladisk.
Nu har jeg erfaret af at det godt kan lade sig gøre at bevare det nære forhold til børnene selvom man kun er der halvdelen af tiden.
I vores sammenbragte familie har vi den rutine at man ligger og snakker eller læser med hvert af sine egne børn inden de skal sove - også selvom de ældste er 12 år. Det giver et rigtig godt forum hvor man kan snakke stille og roligt om små og store ting i hverdagen, og på den måde bevare intimiteten.

Denne jul har der været overskud til julestemning. Jeg kan mærke at der er nogle ting der igen er blevet rutine og går af sig selv uden at man skal tage bevidst stilling til hvordan man forholder sig til dette og hint. Det giver en anden form for overskud.

Det gør kun sjældent ondt at aflevere børnene og at se dem i løbet af den uge hvor de ellers er hos deres far.
Jeg ser også i meget mindre grad mine børn som nogle det er synd for, fordi deres forældre er blevet skilt. Så hvis de er kede af noget, er min første tanke ikke længere at det er fordi de savner vores kernefamilie.

Slutteligt er jeg også begyndt at opfatte vores sammenbragte familie som en "rigtig" familie. Ja - den har nogle andre vilkår end kernefamilier og nej - den lever ikke op til mine prinsessedrømme om hvordan en "rigtig" familie skulle se ud, men den er ikke desto mindre en familie som vi fungerer godt i, holder af og værner om, også selvom den ikke er på fuld tid.

Så Bjarney - hæng på - der er lys for enden af tunellen, også selvom der kan synes langt derud.

Mangsosteens (Kvinde, 45) siger: Kære bjarney,

det er virkelig svært at trøste dig, for jeg kan godt føle hvor forfærdeligt det egentlig er. men som Titt siger, det bliver bedre. Det er bare rigtig svært at se for dig lige nu, tænker jeg.

Hvis man skal være sådan lidt konstruktiv, har jeg haft glæde af, at være meget disciplineret omkring min tid, når jeg ikk ehar børnene. Du ved arbejde meget, rydde op i skabene osv. osv. Nogle gange lykkes det, andre gange er det bare sort og det eneste jeg har energi til er at ligge på sofaen.

I forhold til skiftedag: var det en ide at i får lidt længere perioder, hvor i har børnene og så måske har dem hver for sig lidt af tiden. så får i muligheden for at være one on one med hvert barn. det har vi i hvertfald alle glæde af.

Og så er der endelig det der med at sørge for at gøre noget for andre, når man nu ikke kan gøre det for sig selv man helst vil - nemlig være sammen med sine børn.

Glædelig jul, under alle omstændigheder.